Log ind

Når et kontorhus bliver et laboratorium for fremtidens byggeri

TRÆ i Aarhus er Danmarks højeste træhus. Men ambitionen var aldrig kun at bygge højt. Projektet skulle undersøge, hvordan vi kan bygge med færre nye ressourcer. Og ikke mindst dele erfaringerne med resten af branchen.

De fleste byggeprojekter afsluttes, når kontorhuset står færdigt. Arkitekterne afleverer bygningen. Håndværkerne pakker sammen. Virksomhederne flytter ind, og hverdagen tager over.

TRÆ i Aarhus er tænkt anderledes. Her begynder en ny fase, den dag de første medarbejdere tager bygningen i brug. For medarbejderne betyder det et moderne kontor. For byggebranchen betyder det et sted, hvor fremtidens løsninger bliver afprøvet i praksis.

Bag facaden gemmer sig et Living Lab, hvor materialer, indeklima og brugeroplevelser fortsat bliver undersøgt. Ambitionen har fra begyndelsen været, at bygningen ikke kun skulle rumme virksomheder, men også skabe ny viden om, hvordan fremtidens kontorer kan udvikles. Erfaringer, der ikke bliver i bygningen, men deles med resten af branchen.

Kan vi bygge med de ressourcer, vi allerede har?

Byggebranchen står over for en af sine største omstillinger. Hvis byggeriets klimaaftryk skal reduceres, handler det ikke kun om at bygge mindre. Det handler også om at bruge de ressourcer, der allerede findes, på nye måder.

Det spørgsmål blev et af udgangspunkterne for TRÆ. Derfor består bygningen ikke alene af en bærende trækonstruktion. Overalt i huset er materialer blevet genanvendt, upcyclet eller gentænkt.

Gamle materialer bliver ikke betragtet som affald, men som ressourcer med potentiale. Her er genbrugte og biobaserede materialer ikke skjult bag nye overflader. Tværtimod får de lov til at være synlige og fortælle deres egen historie.

Udtjente vindmøllevinger er blevet til solafskærmning. Gamle lysarmaturer fra Netto er blevet restaureret og har fået nyt liv i kontormiljøet. Træ fra nedrevne bygninger, søgræs, genbrugsglas, papirgranulat og andre materialer er blevet en integreret del af byggeriet. Ikke fordi alle løsninger nødvendigvis skal kopieres. Men fordi de skal afprøves.

MATERIALER I FOKUS

Akustik skabt af plastflasker

Flere af bygningens akustikbatts er fremstillet af 75 % genanvendt PET fra husholdningsplastflasker. Materialet bidrager til et godt lydmiljø på arbejdspladsen og er samtidig et eksempel på, hvordan affald kan indgå som en ressource i nye byggematerialer.

Mere end materialer

Det ville dog være en misforståelse at tro, at TRÆ udelukkende handler om genbrugte materialer. Projektet undersøger også, hvordan arkitektur kan påvirke den måde, mennesker bevæger sig, mødes og arbejder på.

Det handler om de små beslutninger, der ofte går ubemærket hen, men som kan få stor betydning i hverdagen. Hvordan får man flere til at vælge trappen frem for elevatoren? Hvordan skaber man uformelle møder mellem mennesker? Hvordan gør man dagslys, bevægelse og fællesområder til en naturlig del af arbejdsdagen?

I TRÆ er nogle af svarene bygget direkte ind i arkitekturen.

ARKITEKTUR MED OMTANKE

Når arkitekturen påvirker adfærden

Arkitektur påvirker mere end bygningens udseende. Den påvirker også den måde, mennesker bruger den på. I TRÆ spænder tiltagene fra det helt konkrete – som hjertestartere og førstehjælpsudstyr – til arkitektoniske valg, der påvirker den daglige adfærd.

Et eksempel er trappen. I stedet for at gemme den væk som et mørkt flugtvejsrum er den placeret langs facaden med dagslys og udsigt. Når trappen bliver et rart sted at opholde sig, bliver den også et mere naturligt valg. 

Et Living Lab i fuld skala

Normalt testes nye materialer i laboratorier. I TRÆ foregår det midt i hverdagen. Tre etager fungerer som Living Lab, hvor biobaserede, genbrugte og upcyclede materialer indgår i kontormiljøer, som mennesker bruger hver dag. Her undersøges både materialernes tekniske egenskaber og medarbejdernes oplevelse af at arbejde i bygningen.

Sensorer registrerer blandt andet temperatur, luftkvalitet og luftfugtighed. Samtidig bidrager interviews og antropologiske undersøgelser med viden om, hvordan materialer, lys og rum påvirker arbejdsmiljøet. På den måde bliver medarbejderne ikke kun brugere af bygningen. De bliver også en del af den viden, der bliver skabt i den.

Formålet er ikke alene at dokumentere, om en løsning virker. Det er også at forstå, hvordan den fungerer i hverdagen – og hvilken værdi den skaber for dem, der bruger bygningen.

SÅDAN FUNGERER LIVING LAB

Tre etager, tre tilgange

Genbrugsetagen: Her får eksisterende materialer et nyt liv med så lidt forarbejdning som muligt. Det gælder blandt andet gulvplanker, døre, toiletter og Troldtektlofter.

Upcyclingetagen: Her er affald og restprodukter blevet forarbejdet til nye materialer. Det gælder blandt andet endestykker fra produktionen af trægulve og akustikløsninger fremstillet af papiraffald.

Den biogene etage: Her undersøges materialer med naturlig oprindelse, blandt andet tang, hamp, ler og kork. Materialerne vurderes i forhold til både funktion, indeklima og oplevelsen af rummene.

Når byens ressourcer får nyt liv

TRÆ ligger i Sydhavnen, et af Aarhus’ centrale byudviklingsområder, og kobler sig til Kulkransporet via en såkaldt gåslange, der begynder i terræn og bugter sig op mellem bygningerne.

Projektet arbejder med visionen “Høst Aarhus”. Tanken er at genbruge og upcycle eksisterende ressourcer fra Aarhus og give dem nyt liv i Sydhavnskvarteret.

Den tankegang gælder også beplantningen på grunden. Derfor er konceptet adoptivtræer udviklet til projektet. Adoptivtræer betyder, at sunde træer, som ellers skulle fældes, i stedet graves op, transporteres og genplantes et andet sted. På den måde har TRÆ adopteret eksisterende træer fra Aarhus-området frem for at købe nye fra planteskoler.

Viden bliver først værdifuld, når den deles

TRÆ ligger i Sydhavnen, et af Aarhus’ centrale byudviklingsområder, og kobler sig til Kulkransporet via en såkaldt gåslange, der begynder i terræn og bugter sig op mellem bygningerne.

Projektet arbejder med visionen “Høst Aarhus”. Tanken er at genbruge og upcycle eksisterende ressourcer fra Aarhus og give dem nyt liv i Sydhavnskvarteret.

Den tankegang gælder også beplantningen på grunden. Derfor er konceptet adoptivtræer udviklet til projektet. Adoptivtræer betyder, at sunde træer, som ellers skulle fældes, i stedet graves op, transporteres og genplantes et andet sted. På den måde har TRÆ adopteret eksisterende træer fra Aarhus-området frem for at købe nye fra planteskoler.

FAKTA

Om TRÆ

Danmarks højeste træhus
20 etager og 78 meter højt med en bærende konstruktion i træ.

Living Lab
Tre etager fungerer som eksperimentarium for biobaserede, genbrugte og upcyclede materialer.

Materialer med nyt liv
Bygningen anvender blandt andet udtjente vindmøllevinger, genbrugstræ, renoverede lysarmaturer, søgræs og andre genbrugte eller upcyclede materialer.

Bygget til at dele viden
Projektet er udviklet med det eksplicitte mål at dokumentere og dele erfaringer, så andre kan bygge videre på dem